Ja, jeg bruger ChatGPT og AI som fotograf


Jeg er RIGTIG glad for Adobe Lightroom og Adobe Photoshop, som jeg bruger til at redigere mine billeder. Og jeg er rigtig glad for, at programmerne bliver bedre og bedre, til at løse opgaver jeg før måtte løse manuelt, og bruge mange timer på. Og nej, jeg er ikke bekymret for at blive afløst af en prompt. Jeg tror på, at det udtryk mine billeder har i dag, er et produkt af min rejse som fotograf. Og derfor ser mine billeder også anderledes ud, når jeg laver dem et par år ude i fremtiden.


Hele min forretningsstrategi og den såkaldte SEO på min hjemmeside, har jeg lavet i "samarbejde" med ChatGPT. Det ville tager mig timer at lave de analyser, som ChatGPT kan lave for mig på få minutter. Så på den måde er AI, for mig som selvstændig, blevet et næsten uundværligt værktøj. Men det betyder ikke, at man ikke også skal lege og have det sjovt med AI og ChatGPT.


Noget af det jeg synes er RIGTIG SJOVT er at arbejde med forskellige effekter på billeder. Det er absolut mest for sjovt, og til privat brug. Og derfor deler jeg også gerne ud af mine erfaringer og de prompts jeg arbejder med. Herunder kan de se er par eksempler, og du kan kopiere den prompt jeg har brugt, og selv lege med dine egne billeder.

Portræt af fotograf i Aalborg, Jesper Johansen. JOEhansenFOTO.

Denne gang lader vi der gå ud over fotografen selv, der her er portrætteret ved sit spisebord i hjemmet. En af forudsætningerne for et godt resultat i ChatGPT er et skarpt og velbelyst billede, hvor detaljer står skarpt. Det giver et rigtig godt udgangspunkt for det videre arbejde med effekter i prompten.

Karikatur-AI udgave af et portræt af fotograf i Aalborg, Jesper Johansen. JOEhansenFOTO.

Karikatur med kul

En klassisk karikatur i sort/hvid med en kulstreg, der ligner de karikaturer man kan få tegnet på gaden, hvis man bevæger sig sydpå.


Originalbilledet er her blevet uploadet til ChatGPT, og efterfølgende skrev jeg følgende prompt:


Genskab dette billede som en tivoli-karikaturtegning. Overdriv de vigtigste ansigtstræk på en ung, sød, legende og tegneserieagtig måde, samtidig med at motivet forbliver genkendeligt. Stor hoved, ekstremt og overdrevet lille krop. Brug kraftige konturer, bløde skygger og et håndtegnet udtryk med sort blyant og kul, som man ville finde i en karikaturbod på et marked eller tivoli.




Karikatur-AI udgave af et portræt af fotograf i Aalborg, Jesper Johansen. JOEhansenFOTO.

Karikatur i farve

Den klassiske karikatur fra en gammel tegneseriesamling, her i en udgave der kunne være tegnet med farveblyanter, og ligner noget der er tegnet i hånden.


Originalbilledet er her blevet uploadet til ChatGPT, og efterfølgende skrev jeg følgende prompt:


Genskab dette billede som en farverig tivoli-karikaturtegning. Overdriv de vigtigste ansigtstræk på en ung, sød, legende og tegneserieagtig måde, samtidig med at motivet forbliver genkendeligt. Stor hoved, ekstremt og overdrevet lille krop. Brug kraftige konturer, bløde skygger og et håndtegnet udtryk med tusch og farveblyanter, som man ville finde i en karikaturbod på et marked eller tivoli.

3D-AI udgave af et portræt af fotograf i Aalborg, Jesper Johansen. JOEhansenFOTO.

Karikatur i 3D

En karikatur, som den ville se ud i en computeranimeret tegnefilm. Med de klassiske overdrivelser, men med tegnefilmens glatte og bløde overflader.


Originalbilledet er her blevet uploadet til ChatGPT, og efterfølgende skrev jeg følgende prompt:


Gør dette foto til en ultrarealistisk, meget detaljeret 3D-karikatur med et livagtigt og udtryksfuldt udtryk. Bevar og fremhæv personens unikke ansigtstræk, hudtekstur, frisure, tøj og kropsholdning med ekstrem præcision. Det endelige resultat skal være øjeblikkeligt genkendeligt og tro mod det originale billede, og samtidig bevare de karakteristiske træk og stemning. Fremhæv overdrevne ansigtsudtryk og et stiliseret, overdimensioneret hoved, samtidig med at mikroskopiske huddetaljer (som porer, rynker og ansigtslinjer) og realistiske stofoverflader gengives. Stilen skal minde om karakterer fra animerede storfilm af høj kvalitet.

Et ekstra lille tip: ChatGPT laver ikke altid billedet i det format du gerne vil have. Men det kan du også specificere i din prompt. Skriv fx Jeg vil gerne have billedet i 16:9 format for at få et billede der er i et lidt bredere format. Eller skriv Jeg vil gerne have billedet i 4:5 format for at få et format der i størrelse minder om et postkort. Prøv dig frem, til du finder det format der passer, til det du skal bruge dit billede til.


Jeg HÅBER du har fået lyst til selv at lege lidt med dine billeder i ChatGPT, og skriv til mig på jesper@joehansenfoto.dk eller send en DM til mig på Instagram @joehansenfoto, hvis du er blevet inspireret, eller gerne vil have endnu flere sjove prompts at arbejde med. Du kan også bare gå ind og følge skønne @pernillegurlisvane87 og @jacquelinewittendorff der er de to skønne veninder på billederne.


Til vi ses; følg lyset (hvis det er naturligt og falder til venstre),


Jesper, fotograf.